SENEKNUDE

Patient-information før operation for seneknude (Ganglion).

Der er planlagt operation af en seneknude. Indgrebet foretages i lokalbedøvelse.

Du skal påregne at det med forberedelse og operation i alt tager en halv times tid i klinikken.

Du bør ikke selv køre bil lige efter operationen, og derfor bør du få nogen til at hente og bringe dig.

Du skal forvente at der er lidt smerter omkring arret når lokalbedøvelsen tager af. Ved smerter kan disse behandles med smertestillende tabletter, som kan fås i håndkøb.

Forbindingen består af et elastikbind over et plaster. Såret bliver syet med en tråd som skal fjernes efter ca. 8 – 10 dage. Du er velkommen til at få trådene fjernet på klinikken, ellers skal det være hos din praktiserende læge.

Elastikforbindingen kan fjernes efter ca. et døgn, hvorefter du kan nøjes med et plaster. Det er vigtigt at holde forbindingen ren og tør.

Det er godt at bevæge fingre og hånd i tiden efter operationen for at modvirke stivhed. Den første dag er det godt at holde hånden højt og i nogenlunde ro for at modvirke blødning og reducere smerterne.

Det er ikke muligt på forhånd at sige, om en eventuel sygemelding er nødvendig, dette afhænger meget af det eventuelle arbejde. Med let arbejde kan dette genoptages nogle dage efter operationen. Med tungt fysisk arbejde kan der gå op til et par uger.

Der er altid en risiko ved at lade sig operere, selv ved så lille et indgreb som dette. Der er risiko for betændelse og nedsat funktion af nerver i området, men heldigvis er det sjældent at der er væsentlige problemer efter denne type operation.

Der kan være en del ømhed af operationsområdet i tiden efter operationen. Man kan prøve at afhjælpe dette ved at massere området med en fed creme eller eventuelt voltren gel eller lignende.

Der er ved denne lidelse en risiko for, at en ny seneknude kan danne sig efter nogen tid, og der kan så, hvis denne også generer, blive tale om at foretage en ny lignende operation.

Hvis der opstår problemer eller spørgsmål efter operationen, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte klinikken i vores åbningstid eller eventuelt per mail

Skulle der mod forventning opstå mere akutte problemer(som f. eks. feber) uden for åbningstiden, skal du kontakte din egen læge eller lægevagten

Jan Smedegaard Hede