KUSKEHÅND

Patient-information før operation af Dupuytrens kontraktur.
 
Der er planlagt operation af dine krummede fingre. Indgrebet foretages i lokalbedøvelse.

Mens operationen foregår, lægges en blodtryksmanchet om armen for at undgå blødning.


Det er ikke muligt selv at køre bil efter operationen, og derfor bør du få nogen til at hente og bringe dig.

Operationen indebærer, at huden løsnes fra underlaget på en del af håndfladen. Blødning under huden er derfor en mulighed, dette modvirkes af en ekstra stor forbinding af hånden (næsten som en boksehandske).

Bedøvelsen af hånden varer ca. 4 til 24 timer, og herefter kan der ved behov benyttes sædvanlig smertestillende medicin, som købes i håndkøb. 

Såret er syet med en tråd, som skal fjernes efter ca. 12 dage. Du skal holde hånden lidt højt det første døgn. Det er vigtigt at holde forbindingen tør.

Forbindingen skal fjernes efter ca. 3 - 5 dage, og såret tilses. Herefter anlægges der en ny, mindre forbinding. De fleste patienter vil blive bedt om at møde til dette forbindsskift i klinikken, hvis ikke køreafstanden er for stor. 


Det er ikke muligt på forhånd at sige, hvor længe en eventuel sygemelding er nødvendig, dette afhænger meget af det eventuelle arbejde. Med let arbejde kan dette genoptages efter ca. 14 dage. Med tungt fysisk arbejde kan der gå op til et par måneder.

Der er altid en risiko ved at lade sig operere. Der er risiko for betændelse og nedsat funktion af nerver i området. Oftest vil nervefunktionen bedres spontant i løbet af den første tid efter operationen, men der er en risiko for at der kan komme vedvarende føleforstyrrelse efterfølgende. Der er også mulighed for, at krummede fingre ikke kan rettes helt ud ved operationen. Der er en risiko for at huden ikke helt kan lukkes, eller at der kommet et mindre område med vævsdød, men dette vil normalt hele af sig selv.

Det er godt at bevæge fingre og hånd i tiden efter operationen for at modvirke stivhed, men den første dag er det godt at holde hånden højt og i nogenlunde ro for at modvirke blødning.

Hvis du får tegn til infektion, skal du have det tilset af en læge. Enten her på klinikken eller hos egen læge/vagtlæge.

Du må forvente at der vil være nogle smerter efter operationen, men disse kan normalt klares med almindelige håndkøbs smertestillende tabletter.

Hvis du har spørgsmål vedrørende din operation, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os, enten på mail eller på telefon i telefontiden