HAMMERTÅ

Patient-information før operation af Hammertå.
 
Der er planlagt operation af en skæv/krummet tå. Indgrebet foretages i lokalbedøvelse. 

Operationen består i en forkortning og opretning af tåen i mellemleddet, ved at fjerne en del af knoglen. Herved opnår tåen en mere hensigtsmæssig form, og man undgår tryk fra fodtøj.
Nogle gange isætter man en en lille metaltråd som skal holde tåen i ro de første 6 uger efter operationen. Hvis dette gøres skal tråden fjernes igen ved et lille ukompliceret indgreb efterfølgende.

Det er ikke muligt selv at køre bil efter operationen, og derfor bør du få nogen til at hente og bringe dig. Det er også vigtigt at holde foden opad og i ro efter operationen.

Bedøvelsen varer 4 til 20 timer, ved smerter herefter kan disse behandles med smertestillende tabletter,  f.eks Panodil og eventuelt Ipren.

Forbindingen består af en ganske stor komprimerende bandage som skal holde tåen i ret form. Såret er syet med en tråd, som skal fjernes efter 2 uger, hvor forbindingen genanlægges i yderligere 1 til 2 uger. Opstår der gennemblødning af bandagen, skal denne skiftes. Det er vigtigt at holde forbindingen tør. Bliver forbindingen våd, skal den skiftes hos os eller hos egen læge. Der kan optræde smerter eller ubehag som følge af selve operationen eller den efterfølgende hævelse.  

Det er ikke muligt på forhånd at sige, hvor lang en sygemelding man behøver, dette afhænger meget af det eventuelle arbejde. I nogle tilfælde kan arbejdet genoptages ca. 1 uge efter, at trådene er fjernet, mens andre må vente, til de igen kan få sko på og, det kan tage et par måneder. 

Det er vigtigt at forstå at ved en sådan operation på en tå, kan man være generet af hævelse og smerte i nogle måneder efter. Dette betyder også, at man har svært ved at anvende almindelig fodtøj nogen tid efter operationen. 

Der er altid en risiko ved at lade sig operere, selv ved et mindre indgreb som dette. Der er risiko for betændelse og nedsat funktion af nerver i området. 

Hvis du efter operationen får tegn til betændelse, skal du have foden tilset, enten her eller hos vagtlæge/praktiserende læge.

Det er vigtigt at holde foden højt de første dage efter operationen. Det både for at mindske blødning og reducere smerterne.

Hvis du har spørgsmål vedrørende din operation, er du altid velkommen til at kontakte os på klinikken, enten på mail, eller på telefon i telsefontiden.